Danmark var millimeter fra en storkonflikt i foråret 2018. Kampen om de offentligt ansattes overenskomster var tæt på at sende en halv million ansatte hjem og lamme Danmark.

For første gang fortæller de centrale faglige aktører samlet, hvordan de oplevede situationen. Hvordan slagordet om »en for alle og alle for en« genrejste fagbevægelsen, men også i de centrale timer affødte store interne problemer med beskyldninger om svigt og sololøb.

Journalist Lars Borking fulgte forhandlingerne på tætteste hold bag kulisserne i Forligsinstitutionen. Her følger historien om, hvordan FOA lagde grunden til den historiske solidaritetspagt, og hvordan forbundsformanden siden hen blev anklaget for at løbe fra pagten.

Læs, hvad der skete i de afgørende timer natten til 25. april, da solidaritetspagten blev udfordret, og tætte allierede blev rasende på hinanden. Hvordan sammenholdet slog gnister, men alligevel sikrede fagbevægelsen en kæmpe sejr med markante lønstigninger og afskaffelse af privatlønsværnet.

Af Lars Borking

---

Storkonflikten nærmer sig

Det er mandag eftermiddag 23. april, og forhandlerne er sendt hjem. Parterne rykker sig ikke.

Danmark står på kanten af en storkonflikt, der vil omfatte flere end en halv million offentligt ansatte og lamme landet. Det vurderes, at en konflikt kommer til at koste en milliard kroner dagligt, og tiden rinder ud. Skoler vil lukke, jernbanen stoppe og selv flytrafikken og landbrugseksporten er truet.

Arbejdsgiverne er pessimistiske.

– Vi kommer simpelthen ikke videre, siger innovationsminister Sophie Løhde (V) til medierne.

Den samme melding lyder fra den anden side fra en af fagbevægelsens chefforhandlere Flemming Vinther, der ikke ser »noget perspektiv i at fortsætte forhandlingerne«. Storkonflikten er rykket tættere på. Normalt indkaldes parterne for hvert område, det kommunale, regionale og statslige, men nu har forligsmanden, Mette Christensen, taget det usædvanlige skridt at indkalde alle parter samlet på alle tre områder til at stille på hendes kontor næste dag klokken 10.00.

Daværende formand for FOA, Dennis Kristensen, var ikke i tvivl. Han forhandlede på vegne af LO’s kommunale og regionale grupper og oplevede, at det var slut med forligsmandens tålmodighed.

– Det her var absolut sidste chance, fortæller Dennis Kristensen.

---

Prisen på spisepausen

Forligsmanden har på det her tidspunkt, mandag 23. april, udskudt konflikten to gange. Hun kan ikke udskyde den igen. Samtidig er spændingerne i fagbevægelsen bygget op, og chefforhandlerne er uenige om strategien. Det vigtigste spørgsmål, som splitter fagbevægelsens alliance, er, hvorvidt man skal acceptere den pris på sikring af spisepausen, som arbejdsgiverne har spillet ud med.

Formand for HK Kommunal, Bodil Otto, forklarer, hvordan man tre dage forinden, lørdag 21. april, har forhandlet med arbejdsgiverne i regionerne til langt ud på natten.

– Vi var enige om alt, bortset fra om Akademikerne skulle betale for at få spisepausen ind i overenskomsten. Arbejdsgiverne ville ikke give det gratis, og Akademikerne ville ikke betale, siger Bodil Otto.

– Min vurdering var, at hvis Akademikerne ikke gav sig og accepterede en eller anden form for betaling, så ville det bryde sammen, siger Bodil Otto.

Det er samme vurdering, arbejdsgiverne har på det her tidspunkt. Chefforhandler i regionerne, Anders Kühnau, fortæller, hvordan situationen spidsede til, og »der var stor risiko for, at det på det her tidspunkt endte i konflikt.«

– Jeg kan ikke komme ind på de nærmere detaljer, men jeg kan sige så meget, at det var en løsning, som samlet set svarer til, at de ansatte skulle aflevere 0,35 procent på lønsummen. Det ville Akademikerne ikke, og FTF’erne var heller ikke klar til at slå til, forklarer Anders Kühnau 7. maj til Randers Amtsavis.

Daværende formand for FOA, Dennis Kristensen, fortæller det samme. På mødet i Forhandlingsfællesskabet 22. april spørger han kollegerne: “Skal prisen helt væk, skal spisepausen være gratis?”, hvortil lærerformand og repræsentant for FTF, Anders Bondo Christensen, ifølge Dennis Kristensen svarer:

“Ja, for så er balancen lagt. Det er ikke nogen farbar vej at diskutere med arbejdsgiverne, om prisen skal være lavere, den skal være nul.”

På det tidspunkt har lærerne ifølge Dennis Kristensen tilbudt at opgive arbejdstidsaftalen til fordel for et alternativt projekt, hvis altså spisepausen bliver skrevet ind i overenskomsten uden betaling.

Formand for lærerne, Anders Bondo Christensen, selv vil ikke kommentere på indholdet af forhandlingerne.

---

Musketereden vakler

Fagbevægelsens topfolk er uenige om strategien, og hvor meget det haster, hvis Danmark skal undgå storkonflikt. Lærernes Anders Bondo Christensen forhandler med mandat fra hovedorganisationen FTF og er formand for Forhandlingsfællesskabet. Han argumenterer for, at de faglige organisationer skal have »is i maven«.

På den anden side står LO-forbundene, der er overbeviste om, at hvis ikke Akademikerne siger ja til det tilbud, der ligger på bordet, så bryder forhandlingerne sammen.

Det er sent mandag 23. april, og Dennis Kristensen kontakter LO-formand, Lizette Risgaard. Egentlig er det hovedorganisationerne, der forhandler i Forligsinstitutionen, men på det offentlige område har LO uddelegeret mandatet, og derfor sidder Lizette Risgaard ikke selv med ved bordet. Dennis Kristensen er løbende i kontakt med LO-formanden, og nu er der brug for, at hun kontakter forligsmanden med det budskab, at LO er indstillet på at indgå forlig på det regionale område.

– Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis ikke det var lykkedes LO-formanden, så havde vi været i konflikt fem dage senere, siger Dennis Kristensen.

Lizette Risgaard vil på grund af fortrolighedsklausulen ikke fortælle om kontakten til forligsmanden den nat, men hun siger:

– Man skal ikke have professoreksamen for at se, at landet var på vej i konflikt.

Anders Bondo Christensen er mere skeptisk. Han snakker selv med forligsmanden, Mette Christensen, og kan ikke genkende, at hun skulle være ved at kaste håndklædet i ringen.

Det er to meget forskellige oplevelser af, hvor meget det haster.

Musketereden vakler, det er ikke længere sikkert, at fagbevægelsen lykkes at komme ud samlet.

Om morgenen tirsdag 24. april samles fagforbundenes forhandlere til krisemøde. Her fortæller LO-grupperne de andre organisationer, at man er parat til at indgå forlig – om nødvendigt på egen hånd.

Anders Bondo Christensen er irriteret over LO-gruppernes enegang.

– Det var tæskedumt og helt unødvendigt. Vi skulle have forhandlet videre og fundet en løsning sammen, siger Anders Bondo Christensen.

Han er formand for det forhandlingsfællesskab, der nu slår revner.

---

Skulder ved skulder

Det er ellers nye tider. Fagbevægelsens forhandlere har i månedsvis stået skulder ved skulder, og over hele landet har tillidsfolk og aktive medlemmer mødtes på tværs af fag og lønskel.

Foran forligsen har dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde været billedet på en usædvanlig konflikt, når hun ankom direkte fra retten og fik flokken til at råbe gi’ mig et »N« for så at stave sig igennem »Nok er nok«.

En soldat er kørt ind til demonstration fra Haderslev Kaserne, politifolk står med bannere side om side med skolelærere. DJØF’erne bærer iøjnefaldende trafikveste med skriften: »Pas på mig. Jeg er ny i konflikten«.

Sammenholdet har gjort bevægelsen stærkere end nogensinde. Samtidig bakker befolkningen op om de offentligt ansatte, og selv fra direktører og ejendomsmæglere kommer støtte til de offentligt ansatte. I følge en Gallup-måling fra marts mener 57 procent af danskerne, at de offentligt ansatte får for lidt i løn. Kun to procent mener, de får for meget. I samme undersøgelse placerer danskerne også entydigt ansvaret for den tilspidsede situation hos arbejdsgiverne.

Da forhandlingerne startede, krævede arbejdsgiverne, at de offentligt ansattes lønstigninger skulle holdes langt under forventningerne til de privatansattes. Men sammenholdet og befolkningens opbakning har gjort arbejdsgiverne møre og nu tilbyder de at imødekomme fagbevægelsens lønkrav. Ingen i fagbevægelsen forventer på det her tidspunkt, at man kan få mere end de 8,17 procent samlede stigning over tre år, som de faglige organisationer på statens område tidligere har spillet ud med. Arbejdsgivernes tilbud ligger nu meget tæt på. Samtidig er det lykkedes at få arbejdsgiverne til at tilbyde at droppe forringelserne af seniorordningerne, at oprette puljer til lavtløn og ligeløn og måske aller vigtigst: At fjerne privatlønsværnet, der over tid vil skabe stadig større lønforskel mellem privat- og offentligt ansatte. Kun to spørgsmål er endnu uafklarede. Endnu har lærerne ikke landet en aftale om deres arbejdstid og endnu er der uenighed om, hvordan spisepausen skal sikres.

Forhandlingerne foregår sideløbende på tre områder: Staten, regionerne og kommunerne. Lærernes arbejdstid forhandles kun på det kommunale område, hvor langt de fleste lærere er ansat.

Når Dennis Kristensen og LO-gruppen fokuserer på at få et gennembrud på det regionale område, er det blandt andet, fordi at her blokerer lærerspørgsmålet ikke. På det regionale område er det udelukkende spisepausen, som er det afgørende spørgsmål, der står uløst tilbage.

---

Mistillid mellem venner

Tirsdag 24. april er luften sitrende. På etagen for Forhandlingsfællesskabet i Forligsinstitutionen går Dennis Kristensen sammen med de andre LO-folk ind i et rum for sig selv. På gangen sænker folk stemmerne og sikrer sig, at ingen uvedkommende kan høre med. Tillid og sammenhold er vendt til mistro. Endnu ved ingen, hvad der sker. LO-gruppen har meddelt, at man er parat til at indgå forlig, men vil Akademikerne og FTF være med?

Tilbuddet fra arbejdsgiver lyder på, at forbundene selv kan vælge mellem to løsninger:

1) Enten kan de acceptere en såkaldt betryggelse, der siger, at arbejdsgiver ikke har intention om at forandre på den betalte spisepause. Det betyder også, at Akademikerne kan få indskrevet samme tekst i overenskomsten, som LO-forbundene har, nemlig en beskrivelse af, at spisepausen er betalt, men at medarbejderne står til rådighed.

2) Eller også tilbyder arbejdsgiverne at skrive spisepausen ind i overenskomsten som en eksplicit ret, hvilket giver en større juridisk sikkerhed for, at den ikke senere kan fjernes. Hvis lønmodtagerne vil have den såkaldte eksplicitering af spisepausen, kræver arbejdsgiverne en pris på 0,35 procent af lønsummen som betaling.

LO-forbundene mener, den første løsning er god nok. Deres jurister har sagt, at med den formulering kan arbejdsgiverne ikke efterfølgende fjerne spisepausen, men Akademikerne og FTF er ikke enige. De vil have skrevet ind i overenskomsten, at spisepausen er en “ret”. Problemet er bare, at de ikke er parate til at betale den pris, arbejdsgiverne kræver på 0,35 procent af lønsummen.

---

Slaget om spisepausen

Usikkerheden om spisepausen er oprindeligt startet på statens område, fordi Moderniseringsstyrelsen 9. oktober 2017 sendte brev til de faglige organisationer, om at spisepausen skulle opfattes som en lokal kutyme, som arbejdsgiver i princippet kunne fjerne.

Det fik Akademikerne, der har mange medlemmer på statens område, til at arbejde hårdt for at få retten til spisepausen sikret i overenskomsten.

LO-gruppen har støttet Akademikerne i, at spisepausen skulle sikres på det statslige område og har også nødtvungent accepteret, at det blev diskuteret på det regionale og kommunale område, selvom man ikke mente, at det var relevant.

LO’s vurdering er, at det aldrig vil kunne betale sig at røre ved spisepausen i regionerne og i kommunerne. Man skulle ansætte flere, hvis pausen ikke længere var betalt. En dagplejer spiser eksempelvis sammen med børnene. Hvis man fjerner hendes betalte pause, skal kommunen ansætte mange eksterne afløsere.

Desuden mener LO’s jurister, at den formulering, som arbejdsgiverne tilbyder, er god nok. Her står, at medarbejderne har betalt frokost og samtidig står til rådighed. Eksterne eksperter er enige i vurderingen.

– Det burde være nok til at sikre retten til en betalt spisepause, siger Ole Hasselbalch, arbejdsretsjurist og professor emeritus fra Aarhus Universitet til Ritzau.

Problemet er, at Akademikerne og FTF mener, at formuleringen ikke er god nok. De vil have, at der udtrykkeligt skrives i overenskomsten, at spisepausen er en ret.

Arbejdsgiverne har accepteret deres krav, men kræver betaling på 0,35 procent af lønsummen.

Situationen spidser til.

På den ene side står LO-grupperne og mener, spisepausen er rigeligt sikret. De mener, at hvis Akademikerne vil have en bedre sikring, så må de selv betale.

– Fællesskabet kan jo ikke være en blankocheck til at undgå kompromisser, siger Bodil Otto, HK Kommunal.

På den anden side står hovedorganisationerne Akademikerne og FTF. Her ser analysen ud til at være, at hvis man har »is i maven«, så kan man presse arbejdsgiverne til en bedre aftale. Ellers må man tage konflikten.

Problemet er, at det bliver svært at tage konflikten, hvis LO-grupperne indgår forlig med regionerne. Arbejdsgiverne har stort set tilbudt at imødekomme lønmodtagernes krav, og derfor vil en aftale tydeliggøre, at lønnen er på plads. Uden lønspørgsmålet vil det være svært at argumentere for en storkonflikt både blandt medlemmer og i befolkningen.

– Vores strategi var at holde alle bolde i luften til sidst, for så undgik man, at det var et enkelt krav, der blev konfliktudløsende. LO-grupperne fratager os den mulighed, når de lukker økonomien. Så er der kun lærerne og spisepausen tilbage, siger Akademikernes formand, Lars Qvistgaard.

---

Hvad kan udløse en konflikt?

Solidaritetspagten er skabt gennem indviklede forhandlinger og studehandler. Akademikerne har villet sikre deres spisepause i overenskomsten, FOA ville have en særlig pulje til lige- og lavtløn og støtte til at få forringelserne af seniorordningerne af bordet. Lærerne har villet have en arbejdstidsaftale.

Men der er forskel på de krav, som er konfliktudløsende, og det, man er enige om at lægge pres på.

Akademikerne har aldrig lovet at gå i konflikt for seniorordningerne alene. LO-grupperne har aldrig lovet at gå i konflikt for Akademikernes spisepause alene.

– Vi har gennem fem måneder sagt, at vi aldrig ville gå i konflikt alene på en spisepause for Akademikerne, forklarer HK’s Bodil Otto og henviser til referaterne fra Forhandlingsfællesskabets møder.

Formand for soldaternes HKKF, Flemming Vinther, fortæller det samme. Han er også formand for CFU, forhandlingsfællesskabet på statens område.

– Retfærdigvis skal det siges, at både Bodil og Ellen hele vejen havde sagt, at de ikke kan konflikte på en spisepause alene, siger Flemming Vinther med henvisning til formændene for henholdsvis HK Kommunal og 3F’s offentlige gruppe.

Konfliktgrundlaget i kommuner og regioner er vedtaget 2. marts i Forhandlingsfællesskabet, der tæller alle tre hovedorganisationer LO, FTF og Akademikerne. Her står, at man sammen er parat til »at gå i konflikt for at sikre det meget afgørende kernepunkt i overenskomsterne: En fremgang i reallønnen, som er parallel til lønudviklingen i den private sektor«.

– Det er lønnen, der er konfliktudløsende. Ikke spisepausen eller de andre krav, hvor vi kun har lovet at lægge fælles pres, siger Dennis Kristensen.

---

Frokost på fremtiden

Fagbevægelsen er gået ind i overenskomstforhandlingerne med en musketered: »Én for alle og alle for én« har det lydt over alt i landet. Aldrig før har så mange offentligt ansatte stået skulder ved skulder om nogle fælles krav. Danskerne oplever en fagbevægelse, der står sammen om »En løsning for alle«. Fagbevægelsen har mobiliseret medlemmerne i en hidtil uset grad. Alene tillidsmandsmødet i Fredericia med 10.380 tillidsfolk er det største af sin slags nogensinde i Danmarks historie. Aldrig før har så mange tillidsrepræsentanter været samlet for at koordinere deres indsats. Det vil være en kæmpe gevinst for fagbevægelsen at kunne holde sammen. Det gælder det fremtidige samarbejde, og det gælder den begejstring, der mærkes på gaden.

Nu har LO meldt ud, at de er parate til enegang, hvis ikke Akademikerne og FTF vil være med til at indgå forlig. Det er mindre end to uger siden, at LO og FTF 13. april besluttede at lægge sig sammen i en ny stor hovedorganisation. De repræsenterer 1,5 millioner danskere. Det er ikke nogen god start på det fremtidige samarbejde.

Det er tirsdag 24. april, og LO-gruppen forlader Forligsinstitutionen for at gå 100 meter ned ad gaden og spise frokost på cafe »Fremtiden«. De har givet besked om, at de er parat til at indgå forlig på baggrund af det tilbud, som ligger fra arbejdsgiverne. Det er nu Akademikerne og FTF skal slå til, hvis fagbevægelsen skal komme ud samlet. Terningerne er kastet.

---

LO går enegang

Det lykkes ikke. Hele eftermiddagen og aftenen forsøger fagbevægelsen at lande en fælles aftale på det regionale område. I entreen til Forligsinstitutionen sidder en flok journalister og venter. Kommer fagbevægelsen ud samlet? TV2’s Ole Krohn er parat til at sende live. På gulvet ligger tomme hvide papbrikker med vand. Kameraerne er parate. I timevis er intet nyt sluppet ud fra forhandlingerne.

Det er blevet sen aften, på gaden sidder nogle få faglige aktivister. Dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde fra DJØF er kravlet i en sovepose. Hun er hæs efter at have råbt i ugevis.

– Vi er stadig optimistiske, siger Nina Palesa Bonde.

Lige omkring midnat kommer en træt formand for FTF, Bente Sorgenfrey, ned ad trappen på vej hjem for at sove. Hun afviser først at svare på spørgsmål, men ender med at stille op til et interview:

– Vi har ikke fået løst det med spisepausen, siger Bente Sorgenfrey.

– Det er det, vi sidder og bokser med hele tiden, siger hun og henviser til det principielle spørgsmål. At selvom arbejdsgiverne siger, de ikke vil røre den, så er det svært ikke at tænke, at de planlægger at sløjfe den på et senere tidspunkt, når de nu ikke vil skrive den ind som en ret i overenskomsten.

Lidt efter kommer lærernes Anders Bondo Christensen, formand for Forhandlingsfællesskabet. Uden at gå for meget i detaljer siger han:

– Der er ikke lige indgået nogen aftaler endnu.

Tilbage i Forligsinstitutionen sidder LO-gruppen alene tilbage. Resten er gået hjem.

– Vi kunne ikke få dem til at blive. De ville ikke betale for at få spisepausen ind i overenskomsten, og vi ville ikke risikere en konflikt for det alene, forklarer Dennis Kristensen efterfølgende.

En stor kage med HK-glasur står halvt spist i fagbevægelsens lokale, hvor de fleste stole nu står tomme. Aftaleteksten skal skrives færdig. Dansk Socialrådgiverforening er medlem af FTF, men meddeler på telefonen, at man alligevel gerne vil tilslutte sig det forlig, der nu ligger på bordet.

Først kl 3.40 om natten er aftalens tekst skrevet færdig. Forhandlerne går en etage ned og ind i forligsmandens store forhandlingslokale med det lange, ellipseformede bord og polstrede rokokostole.

– Tak for kampen, det var jo hurtigt og nemt overstået, griner Dennis Kristensen ironisk, da han sætter sig overfor den regionale chefforhandler, Anders Kühnau.

Politikere og forhandlere på hver side af bordet underskriver aftalen, der betyder at 46.000 ansatte alligevel ikke skal i konflikt. Derefter rejser de sig, og på to lange rækker passerer de hinanden som til en fodboldkamp og giver hånd til modstanderholdet.

Det er en flok udmattede forhandlere, der improviserer en pressekonference i entreen til Forligsinstitutionen, hvor journalisterne fra DR, TV2 og andre medier har ventet hele natten.

LO’s forhandlere ligner nogle, der ikke har sovet i flere døgn. Der er aftalt lønstigninger, som svarer til, hvad fagbevægelsen håbede på med en samlet lønramme på 8,1 procent i løbet af de næste tre år.

– Vi er faktisk enige om alt andet end spisepausen, hvor nogen har brug for større betryggelse. Det har vi fuld respekt for, siger Dennis Kristensen.

Derefter går han sammen med daværende sektorformand Karen Stæhr fra FOA ud på gaden. Det småregner, og nogle få aktivister holder stand.

– Er du glad?, spørger de.

– Vi har lavet et forlig, siger Dennis Kristensen og går over til flokken.

– Men jo desværre kun for LO-grupperne.

---

Spyttet i hovedet

Dagen efter bryder helvede ud. Vejret er også skiftet. Solen er væk. Det regner. Stemningen foran Forligsinstitutionen er ikke god. Tidligere allierede er rasende på hinanden.

Formand for socialpædagogerne Benny Andersen har hjemme fået en hundelort i postkassen, og Bodil Otto bliver spyttet i hovedet, da hun skal gennem demonstranterne for at komme ind i Forligsinstitutionen. Indtil nu er LO’s forhandlere blevet tiljublet. Nu råbes der vredt. De har svigtet. Sådan er opfattelsen blandt mange af de faglige aktivister den morgen.

Dennis Kristensen bliver interviewet af TV2, mens nogle sygeplejersker i baggrunden har vendt ham ryggen og demonstrativt strakt en pegefinger i vejret for at signalere én for alle. På et skilt står der »Dennis Krystersen«.

TV2’s journalist spørger ham, hvad han vil sige til de mennesker, der står med ryggen til.

Dennis Kristensen smågriner og spørger:

– Gad vide, om de vil have ordet?

Derpå vender næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Anni Pilgaard, sig om og siger, at det vil hun gerne, og så fortsætter hun:

– Det er fællesskabet, der netop har ændret rammen fra 6,9 til 8,1. Det er fællesskabet, der har gjort, at den her aftale kunne komme helt i hus. Derfor er det så ærgerligt, at du ikke holdt fast, og at LO ikke holdt fast til det sidste. Fællesskabet kunne måske lige have rakt til det sidste, så ikke bare jeres spisepause blev reddet, men alles spisepause blev reddet.

Folk hujer med opbakning til Anni Pilgaard, og Dennis Kristensen svarer:

– Jeg har sagt så mange gange, at det her resultat, at vi overhovedet får det klemt ud af arbejdsgiverne, det skyldes, at fællesskabet har fået sat en dagsorden, som arbejdsgiverne ikke havde forestillet sig ville komme på noget tidspunkt.

Anni Pilgaard afbryder:

– Præcis, derfor skulle I have holdt til det sidste. I skulle have stået last og brast med os alle sammen.

Dennis Kristensen virker irriteret:

– Du er så centralt placeret i Dansk Sygeplejeråd, så du har fuldstændigt styr på, at det var jer, der rejste jer og gik.

– Det er ikke sandt, det er ikke sandt, svarer Anni Pilgaard.

– Ej nu må du holde op, nu bliver jeg vred, siger Dennis Kristensen, og lidt efter forlader han interviewet og går ind i forligsen.

---

Granatchok i musketereden

Onsdag 25. april bliver LO-forbundene udsat for en shitstorm af en anden verden. Dennis Kristensen bliver tegnet i karikatur i landsdækkende aviser for at være ham, der løb med pengene og brød solidaritetspagten. Politiken skriver, at aftalen »lagde sammenholdet i ruiner«, og DR skriver »LO udløser granatchok i musketereden«.

Formand for FTF, Bente Sorgenfrey, siger i BT, at hun er skuffet over, hvordan natten forløb.

»Man må lave de aftaler, man synes er bedst, så jeg vil hverken råbe ad dem eller kalde dem forrædere, men jeg er skuffet over, at musketereden, som Dennis Kristensen selv har været med til at formulere, ikke holder.«

På de sociale medier er stemningen endnu hårdere. På Facebook er der kollektiv storm mod Dennis Kristensen og FOA for at svigte lærerne og løbe fra sammenholdet.

En typisk kommentar på FOAs facebookprofil lyder:

»Fy for helvede det er så klamt og stikke kniven i ryggen på de andre ved den her aftale.«

Ved en form for brutalt sammentræf er onsdag den 25. april også sidste dag for Dennis Kristensen som formand for FOA. Samme dag holder forbundet kongres i Odense, hvor det hele tiden har været planen, at han skulle gå af.

Det var egentlig meningen, at Dennis Kristensen skulle have været tilstede på kongressen i Odense, men pga. de fortsatte overenskomstforhandlinger er han nødt til at blive i København. Nu skal han i stedet holde sin afskedstale til kongressen via et direkte tv-link. Det var meningen, at han skulle stå foran forligsen, men med udsigten til vrede demonstranter rykker FOAs pressechef den direkte transmission op på tagterrassen af Forligsinstitutionen.

Med Marmorkirken i baggrunden kigger Dennis Kristensen ind i kameraet og siger om nattens delforlig:

– Jeg tror, når røgen lægger sig, vil de fleste sige, det var nu ikke så ringe.

Nogle timer senere bliver Mona Striib valgt som ny formand. Hun har været næstformand i 14 år og har siddet med i forhandlingerne hele vejen. Det er aftalt, at Dennis Kristensen fortsætter som forhandlingsleder og afslutter forhandlingsarbejde, men som formand er han færdig. 16 år som formand for Danmarks tredjestørste fagforbund er slut. På den direkte forbindelse takker Dennis Kristensen af: »Pas godt på hinanden. Pas godt på medlemmerne, og pas ikke mindst på fællesskabet.«

---

Delforliget svækker ikke lærerne

Kritikken mod LO-forbundene handler om, at de nu går enegang. Konkret kritiserer mange dem for at efterlade lærerne på perronen. Forliget på det regionale område har ikke direkte indflydelse på det kommunale, hvor lærernes arbejdstid forhandles. Alligevel mener mange, at FOA og Dennis Kristensen har svigtet lærerne ved at lukke aftalen på det regionale område.

Dennis Kristensen forsøger i medierne at argumentere for, at der stadig er fuld opbakning til lærerne.

– Hvis det bliver til konflikt i kommunerne, så er FOA uden sammenligning det største forbund, og vi står fortsat bag lærernes krav om, at de skal have en aftale, siger han.

Han argumenterer, at forliget vil lægge maksimalt pres på det kommunale område. Hvis der kun mangler en aftale om lærernes arbejdstid, så vil presset stige på KL, mener han.

Lærernes formand bekræfter, at opbakningen var intakt, når han efterfølgende ser tilbage.

– Jeg mærkede 100 procent opbakning, også fra FOA, HK og 3F, siger Anders Bondo Christensen.

Den fortælling forsvinder i dagene omkring forliget, og da Politiken opsummerer forløbet, beskriver dagbladet, hvordan det var delforligets skyld, at lærerne ikke fik en arbejdstidsaftale og måtte nøjes med en kommission.

Det afviser lærerformand Anders Bondo Christensen i dag. Der var til det sidste forhandlinger om en mulig arbejdstidsaftale. Anders Bondo Christensen var irriteret over delforliget, fordi det skabte uro internt, og for ham at se var unødvendigt, men det havde ingen indflydelse på den aftale, lærerne endte med at indgå med KL.

– Delforliget svækkede ikke vores forhandlingsposition omkring arbejdstiden, forklarer Anders Bondo Christensen.

---

Solidaritetspagten opstår

I Forligsinstitutionen fortsætter forhandlinger om de resterende områder: Kommuner, stat og de, der mangler i regionerne. Stemningen blandt de allierede fagforbund er dårlig, men alle er enige om, at man nu må fortsætte og forsøge at lande en samlet aftale. Men hvad er egentlig forhistorien til den solidaritetspagt, der i disse dage er udfordret? Hvordan opstod musketereden?

Vi skal tilbage i foråret 2017, hvor Dennis Kristensen og FOA foreslår de andre forbund noget, man aldrig har forsøgt før. Nemlig at fagbevægelsen ikke starter overenskomstforhandlingerne, før lærerne er i gang med reelle forhandlinger om deres arbejdstid.

– Lærerne var tidligere blevet pillet ud og havde fået særskilt bøllebank. Hvis ikke vi slog ring om lærerne, risikerede vi, at det kunne ske for os andre på samme måde, siger Dennis Kristensen.

Da lærerne i 2013 blev lockoutet, skete det, uden at de selv havde varslet strejke. Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, ser tilbage og fortæller om overenskomstforhandlingerne dengang.

– Vi blev præsenteret for en aftale, vi bare skulle underskrive. Der var ingen forhandling overhovedet, og da vi ikke ville underskrive, blev vi lockoutet.

Folketinget vedtog efterfølgende en lov, der stort set var identisk med det forslag, lærerne havde nægtet at underskrive.

I bogen »Mette og Søren i benlås« fortæller daværende minister Annette Vilhelmsen (SF), at lockouten var besluttet på forhånd af Helle Thorning-regeringen, og formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl fortæller på samme måde, hvordan statsministeren spurgte, om de ville støtte lockouten fem måneder før, den var besluttet.

– Det var en bananrepublik værdig, siger Anders Bondo Christensen.

Med den nye aftale var det op til ledelsen, om lærerne skulle have forberedelsestid, og nu kunne arbejdstiden principielt ændres fra dag til dag, ligesom afspadsering af overarbejde kunne udskydes op til et år. Lærerindgrebet gav ledelsen større fleksibilitet og satte lærernes undervisningstid op. I følge tænketanken Kraka skulle opgøret med arbejdstidsaftalen bidrage med 2,7 milliarder til finansieringen af heldagsskolen.

– Regeringen nappede pengene fra lærerne, før overenskomstforhandlingerne overhovedet var startet. Det var en svinestreg overfor lærerne og et angreb på den danske model, siger Dennis Kristensen i dag.

---

Arbejdstidsaftalen blokerer

FOA har tidligere forsøgt at få de andre forbund til at bakke op om lærerne. I 2013 forsøgte Dennis Kristensen at få Forhandlingsfællesskabet til at varsle sympatikonflikt, men der blev aldrig fodslag om forslaget. Et efterfølgende FOA-forslag om sympatikonflikt for de forbund, der organiserer personale på skolerne, nemlig 3F, HK og BUPL var også forgæves. I 2015 fik FOA de andre forbund med til at udskyde godkendelsen af overenskomstaftalerne, men det var ikke nok til, at lærerne fik en ny aftale.

Nu lykkedes det så i 2017 at samle fagbevægelsen bag lærerne, og i oktober skriver fagforbundene til arbejdsgiverne, at lærerne og arbejdsgiverne skal være enige om fundamentet for en arbejdstidsaftale, før de andre forbund vil starte overenskomstforhandlingerne.

Op mod julen 2017 har lærerne og KL flere møder, men det er stadig småt med reelt indhold. Derfor tager en samlet fagbevægelse det skridt at aflyse de første møder om en ny overenskomst i januar.

– Jeg håber, KL og Moderniseringsstyrelsen nu forstår, vi mener det alvorligt. Nu skal lærerne have den arbejdstidsaftale. Og det er ikke til forhandling, lyder det fra Dennis Kristensen.

Det fælles pres virker så langt, at KL og Danmarks Lærerforening i løbet af januar faktisk forholder sig til konkrete elementer i en arbejdstidsaftale.

– Det er den første forudsætning for, at der overhovedet er udsigt til at lande en aftale. Men der er stadig lang vej igen, og vi er langt fra enige om indholdet, siger Anders Bondo Christensen.

Derefter beslutter fagforbundene at starte de generelle overenskomstforhandlinger.

I månedsvis forhandler Anders Bondo Christensen med chefforhandler for KL, Michael Ziegler, men der kommer ikke noget ud af det. Parterne står for langt fra hinanden.

Anders Bondo Christensen beskriver i dag, hvordan han aldrig er i nærheden af at kunne blive enig med KL om en arbejdstidsaftale.

– Vi fik tilbudt lidt glasur. Der var intet af værdi i det, vi fik tilbudt, forklarer Anders Bondo Christensen.

Efter fem måneders frugtesløse forhandlinger skifter Anders Bondo Christensen spor og vælger i stedet at aftale med Michael Ziegler, at der skal laves en kommission, der undersøger den nuværende status og kommer med anbefalinger til en ny arbejdstidsaftale.

– Det er ikke den løsning, vi gik efter, men en konflikt og et lovindgreb havde ikke stillet os bedre, og så var kommissionen at foretrække, forklarer Anders Bondo Christensen.

---

De lavtlønnede i fokus

Solidaritetspagten var som et kludetæppe af de forskellige forbunds særinteresser. Ud over lærernes arbejdstid så var et centralt omdrejningspunkt i aftalen, hvordan det lykkedes FOA og Akademikerne at finde hinanden. Traditionelt har de to organisationer modarbejdet hinanden, men i sommeren 2017 bliver de to forbund enige om at støtte hinanden.

– Vi har haft nogle ikke særligt frugtbare uenigheder, og vi vurderede, at det ville være klogt at forsøge at fjerne dem, siger Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne.

I årevis har de to forbund nedlagt veto mod hinandens krav.

– Det har været som at skyde sig selv i foden, forklarer forhandlingschef i FOA, Jakob Bang.

Den primære uenighed har handlet om, hvorvidt de lavest lønnede skulle hæves i forhold til deres bedre lønnede kolleger i det offentlige.

FOA har altid argumenteret, at det forværrer uligheden at forhandle lønstigninger i procent, sådan som det er normalen at gøre i dag.

– Vi udbygger konsekvent uligheden, fordi de højtlønnede får mest i kroner og øre, når der er lønforhandling, siger FOAs nye formand, Mona Striib.

Derfor har FOA altid foreslået, at man ved lønforhandlingerne også vedtog puljer til lavtløn.

Akademikerne har traditionelt nedlagt veto mod forslaget, mens FOA så omvendt tilbage i 2013 blokerede for, at der overhovedet kunne rejses lønkrav uden en lavtlønspulje.

For Akademikerne handler lønspørgsmålet om at forsvare lønningerne blandt deres medlemmer, så forskellen mellem offentligt og privatansatte ikke bliver for stor. Hvis forskellen mellem juristens løn i staten og i det private bliver for stor, så flygter folk fra det offentlige, og man risikerer at miste kvalificerede medarbejdere.

– Det er i forvejen blandt vores medlemmer, at der er størst forskel på lønnen mellem offentligt og privatansatte i samme stilling, forklarer Lars Qvistgaard.

Akademikerne har altid været modstandere af lavtlønspuljer og mener ikke, problemet er reelt.

– Jeg mener ikke, vi har et lavtlønsproblem, siger Lars Qvistgaard.

Han henviser til Lønkommissionen fra 2010, »der vurderede, at de lavtlønnede nogenlunde fik løn svarende til deres markedsværdi.«

FOAs nye formand, Mona Striib, ser anderledes på lavtløn.

– Selvfølgelig har vi et lavtlønsproblem. Hvorfor skal folk, der tager sig af vores børn og ældre, have så meget dårligere løn, end folk der arbejder med tal? Det er vi nødt til at ændre på, siger Mona Striib.

---

Det lykkes at mødes

Solidaritetspagten et udtryk for en nøje afstemt handel de enkelte forbund imellem.

For FOA har kravet om en pulje til lavtløn været undervejs længe. Skuffelsen, over at det ikke lykkedes at komme igennem med kravet ved overenskomstforhandlingerne i 2015, betyder, at forbundet afsætter fire millioner kroner på kongressen i 2016 til at arbejde målrettet for at komme igennem med kravet.

I første omgang handler det om at skabe enighed blandt de fag, der organiserer omsorgsmedarbejdere. Traditionelt har BUPL og Sundhedskartellet arbejdet for puljer til ligeløn, men ikke støttet puljer til lavtløn. Hen over sommeren 2017 kommer første gennembrud, fordi det lykkes FOA at blive enige med BUPL, Sundhedskartellet og Socialpædagogerne om at arbejde sammen og foreslå puljer til både lavtløn og ligeløn.

Næste skridt handler om at få forbundene i FTF til at bakke op. Her har blandt andre lærerne tidligere bremset kravet om ligeløn, men i slutningen af 2017 lykkes det alligevel at få kravet igennem i Forhandlingsfællesskabet, uden at nogen nedlægger veto.

Kludetæppet er vævet på kryds og tværs. Lærerne får opbakning til arbejdstid og lader være at nedlægge veto mod en pulje til ligeløn. Akademikerne får opbakning til deres spisepause og lader være at nedlægge veto mod en pulje til lavtløn. FOA får opbakning til lavtlønspuljen og bakker til gengæld op om Akademikernes spisepause. Da kludetæppet endelig er lagt til rette, og forbundene ser ud til at være blevet enige, sker noget overraskende. Da kravene til overenskomstforhandlingerne udtages, foreslår arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening nemlig en rekrutteringspulje på en halv milliard kroner til omsorgsfagene. Den pulje gør det ikke nemmere for Akademikernes Lars Qvistgaard, der som betingelse for at støtte puljen på lige- og lavtløn har krævet, at den maksimalt må udgøre 0,04 procent af lønsummen. Det svarer til en pulje på i alt 110 millioner. Nu kommer Kommunernes Landsforening fra arbejdsgiverside og kræver, at der afsættes en pulje til at løfte blandt andre social- og sundhedsassistenterne med 520 millioner. KL kan se, at der kommer til at mangle titusindvis af medarbejdere i omsorgsfagene, hvis ikke der gøres noget. Pludselig er det arbejdsgiverne, der hjælper FOA med det, som traditionelt har været FOAs dagsorden.

Med puljen til rekruttering kommer de samlede puljemidler til at udgøre over 600 millioner. Det er væsentlig mere end det loft, Akademikerne oprindelig har krævet.

– Den store skævdeling var da helt klart en udfordring for os, siger Lars Qvistgaard.

Omvendt roser Dennis Kristensen Akademikerne og er glad for, at det er lykkedes at få dem med. I de 16 år, han har været formand i FOA, har noget lignende ikke kunne lade sig gøre.

– Det var historisk, at vi nåede frem til et fælles forslag om en pulje for lige- og lavtløn, siger han.

---

Kommune betyder fællesskab

Tilbage ved Forligsinstitutionen er gennembruddet på det kommunale område på vej. Det er store bededag, fredag 27. april. Nu er solen brudt igennem, og der er stillet en scene op foran Forligsinstitutionen. Stemningen er lettet betydeligt. Aktivister, der få dage forinden har været dødeligt uenige, snakker igen sammen.

En sygeplejerske, der to dage forinden var rasende på FOA og Dennis Kristensen, siger:

– Jeg troede, fællesskabet var gået i stykker, men det er det jo ikke.

Da forhandlerne klokken 11.00 kommer ned ad trappen inde i Forligsinstitutionen, står det samlede pressekorps parat. Det er en stolt Anders Bondo Christensen, der går forrest sammen med Michael Ziegler fra KL, Lars Qvistgaard fra Akademikerne og Grete Christensen, Dansk Sygeplejeråd.

– Jeg synes virkelig, at vi står med et resultat, som vi kan være bekendt. Det er en kolossal lettelse, siger Anders Bondo Christensen, formand for Forhandlingsfællesskabet.

Aftalen gælder for alle 500.000 kommunalt ansatte.

Næstformand for Forhandlingsfællesskabet, Dennis Kristensen, står langt fra mikrofonen. Med regionsforliget var han med til at låse økonomien fast, og da lærerne ikke ønskede konflikt, var der kun prisen tilbage på spisepausen. Derefter accepterede Akademikerne og de statsansatte at betale den pris for spisepausen, som lå på bordet. Danmark undgik storkonflikt, og nu fejrer en samlet fagbevægelse det resultat, som for få dage siden blev afvist af FTF og Akademikerne. En vis irritation hænger stadig i luften.

TV2’s journalist, Ole Krohn, spørger Lars Qvistgaard, om han har betalt for pausen.

– Nej, jeg har ikke betalt, jeg har skabt et resultat, som er i balance, svarer Lars Qvistgaard.

Også lærerne er kommet i hus, men Anders Bondo Christensen vil ikke gå i detaljer, førend han har fortalt sin hovedbestyrelse om aftalen.

Ude på gaden hujer aktivisterne, og forhandlerne går opløftede gennem faneborgen. Anders Bondo Christensen holder en sejrstale fra scenen og takker: »Der er talt rigtig meget om sammenhold og musketered, men det sted, hvor sammenholdet i fagbevægelsen for alvor blev vist, det er her ude på gaden«. Folk klapper og er glade.

TV2 News har hevet Dennis Kristensen til side, men udskyder interviewet, da KL’s forhandler Michael Ziegler træder op på scenen og spørger »Jeg ved ikke, om det er tilladt for sådan en ond arbejdsgiver som mig at sige et par ord«, og folk svarer bekræftende »Jooo«.

– Dennis kan godt vente, han er pensionist nu og har tid nok, driller TV2’s journalist, Ole Krohn.

Fra scenen taler Michael Ziegler begejstret om vigtigheden af både at have en fagbevægelse, der »kæmper fra hus til hus for ordentlige løn- og arbejdsvilkår« og samtidig at have nogle arbejdsgivere, der er optaget af at sikre de bedste rammevilkår.

Michael Ziegler afslutter under klapsalver fra de faglige aktivister:

– Ved I, hvad kommune betyder? Det betyder fællesskab.

---

Udgangspunktet så sort ud

Lørdag 28. april lykkedes det at lande de sidste forlig. Storkonflikten er endeligt afblæst. Alle tre områder, hvor der blev forhandlet, er på plads. Der er aftaler for stat, kommuner og regioner. Det er lykkedes fagbevægelsen at få langt bedre resultater, end forhandlerne selv havde regnet med.

Tilbage da overenskomstforhandlinger begyndte, så udgangspunktet sort ud for fagbevægelsen.

Innovationsminister Sophie Løhde meldte 12. december 2017, at de offentligt ansatte skyldte seks milliarder, fordi deres lønninger var steget hurtigere end de privatansattes. Hun argumenterede på samme måde som tidligere finansminister Bjarne Corydon ved at tage udgangspunkt i OK08. Problemet med denne påstand om løngab var bare, at hvis man ændrede udgangspunktet til et hvilket som helst andet år, så ville regnestykket se helt anderledes ud. Fagbevægelsen argumenterede, at der var tale om talmagi, og at den eneste grund til, at man havde accepteret regnestykket ved sidste overenskomstforhandling OK15, var, at man i 11. time havde fået en pistol for panden.

Nu forsøgte fagbevægelsen at gendrive påstanden, og flere eksterne analyser bakkede fagbevægelsen op. Blandt andet gennemgik tænketanken Kraka lønudviklingen og konkluderede, at de offentligt ansattes lønninger ikke generelt var steget hurtigere end de privatansattes.

Udover påstanden om løngab, så stod fagbevægelsen med det problem, at innovationsminister Sophie Løhde forandrede regnemodellen.

Som forhandler på statens område tilbød hun samlede lønstigninger på 6,7 procent og sagde: »Det matcher niveauet, som blev forhandlet i det private«.

Ministeren sammenlignede altså med det private forlig, der var indgået i foråret 2017.

Problemet for fagbevægelsen var, at man hidtil i overenskomstforhandlinger havde taget udgangspunkt i prognosen for, hvordan lønnen ville udvikle sig. Prognosen var væsentligt højere end det faktisk indgåede forlig. Det skyldes, at en stor del af løndannelsen sker lokalt på det private arbejdsmarked og derfor ikke kan ses i forliget.

Alle var principielt enige om, at de offentligt ansattes lønninger skulle følge udviklingen for de privatansatte. Men hvis det skulle ske, så var det nødvendigt at sammenligne med prognosen og ikke med det indgåede private forlig, argumenterede fagbevægelsen.

Indenrigs- og økonomiministeriet regnede med, at lønnen for de privatansatte ville stige 8,6 procent over de næste tre år. Nationalbanken regnede med 8,8 procent stigning og Det Økonomiske Råd forudsagde lønstigninger på 9,2 procent.

---

Lønstigninger følger de privates

Da fagbevægelsen og arbejdsgiverne lukker aftalen for de offentligt ansatte, er det lykkedes at presse lønrammen op til 8,1 procent over de næste tre år. Det er et væsentligt bedre resultat end arbejdsgivernes udgangspunkt på 6,7 procent. Forskellen repræsenterer en gevinst for lønmodtagerne på fem milliarder kroner, skriver Børsen.

Dansk Arbejdsgiverforening harcelerer over aftalen og argumenterer i Jydske Vestkysten, at den udfordrer konkurrenceevnen og på sigt kan koste arbejdspladser og vækst. Til det svarer Sophie Løhde efterfølgende, at det er en ansvarlig aftale, fordi den lander 0,5 procent under skønnet for den private lønudvikling.

I fem måneder har fagbevægelsen kritiseret ministeren for at manipulere, når hun har taget udgangspunkt i det private forlig. Nu overtager hun fagbevægelsens argumenter.

Samtidig er det lykkedes den samlede fagbevægelse at komme af med det privatlønsværn, tidligere finansminister Bjarne Corydon fik indført i 2015. Dengang vedtog parterne en aftale, der med tiden sikrede, at de privatansattes lønninger ville løbe fra de offentligt ansattes. Nu går man tilbage til den gamle reguleringsordning, der i højere grad lægger op til en parallel lønudvikling mellem privat- og offentligt ansatte.

Al snak om forringelser af seniorordninger er væk, og der er vedtaget puljer til ligeløn, lavtløn og rekruttering.

På statens område får de spisepausen skrevet ind i overenskomsten. Det gælder for de grupper, som hidtil har haft pausen, men hvor det ikke har stået i deres overenskomst.

Akademikerne får yderligere spisepausen skrevet ind for deres medlemmer i regioner og kommuner.

Prisen på statens område ender på 0,33 procent af lønsummen, fortæller flere kilder i fagbevægelsen.  Det er, hvad Akademikerne og de statsansatte betaler for at undgå den usikkerhed, der ville være ved en eventuel voldgiftssag.

Formand for Akademikerne, Lars Qvistgaard, afviser ikke tallet.

– Der er en handlet pris på spisepausen, siger Lars Qvistgaard.

På regionsplan betaler Akademikerne en lignende pris på 0,35 procent af den samlede lønsum, hvilket Anders Kühnau har bekræftet i medierne. Det samme gælder efter alt at dømme på det kommunale område. Alene det faktum, at FTF vælger at stå udenfor aftalen på området, viser, at der også her er betalt for pausen.

FTF siger i stedet ja til en aftale, der minder om den LO-organisationerne har sagt ja til ved delforliget. FTF får indført i aftalen, at de har ret til at rejse sagen ved en faglig voldgift, hvis arbejdsgiveren i strid med deres løfter alligevel vil fjerne spisepausen. Sådan er retsstillingen allerede, også for LO-organisationerne, selvom de ikke har skrevet det i deres aftale.

---

Dummere end fisk

Da de samlede forlig først er landet, og storkonflikten endeligt afblæst, er de faglige ledere enige om en ting. At fællesskabet trods alt sejrede.

– De seneste 20 år har arbejdsgiverne smågrinet af os, fordi vi har brugt al vores energi på at slås med hinanden, nogle gange så blodet sprøjtede, siger Flemming Vinther.

Denne her gang lykkedes det trods uenighederne at komme ud sammen.

– Det fællesskab, vi fik etableret, er det vigtigste, jeg har oplevet i dansk fagbevægelse, siger Flemming Vinther.

– Hvis vi kaster det på møddingen, så burde vores medlemmer sparke os så langt ud af vores kontor, så vi ikke lander de første par uger. Så er vi dummere end fisk, siger han.

Samme vurdering lyder fra de andre faglige ledere.

– Det var et helt enestående samarbejde, der bragte os rigtig langt, siger Anders Bondo Christensen.

Akademikerne, der ikke har været i en rigtig konflikt siden 1969, er også glade.

– Jeg havde ikke drømt om, at vi ville lykkes med at få fjernet privatlønsværnet og al snak om løngab, siger Lars Qvistgaard.

Ligesom topforhandlerne er medlemmerne glade for resultatet. Ved urafstemningen i de forskellige forbund stemmer mellem 90-100 procent ja de fleste steder. I FOA, det største forbund for offentligt ansatte, stemmer 95 procent ja til OK18-aftalen. Selv hos lærerne, hvor medlemmerne er skuffede over ikke at have fået en arbejdstidsaftale, stemmer 74,6 procent ja til aftalen.

Der er ingen tvivl om, at det brede faglige samarbejde har været afgørende for, at de offentligt ansatte fik så stor støtte i befolkningen. Almindelige danskere skulle ikke tage stilling til forskellige særinteresser, men kunne støtte de offentligt ansatte over en kam. Samtidig handler opbakningen om, at befolkningen generelt har fået nok af nedskæringer på velfærden. Det mener FOAs formand, Mona Striib.

– Vi har over de seneste år mistet 35.000 ansatte i den offentlige sektor. Der er for få hænder, og det har skabt et kolossalt pres på de ansatte, siger Mona Striib.

Under konflikten kunne mange arbejdspladser ikke stille med et nødberedskab, fordi der ikke var nok ansatte. Den almindelige hverdagsbemanding var lavere end nødbemandingen.

– Selvom de offentligt ansatte i de her år er under angreb, så lykkedes det os at trække i den anden retning, fordi vi stod sammen. Hele forløbet viste, at solidaritet og fællesskab betyder noget – også for danskerne. Det er et fantastisk fundament til at gå videre med en indsats for de lavestlønnede og for ligelønnen. Her skrev vi lidt danmarkshistorie i 2018. I 2021 skal vi skrive næste kapitel, siger Mona Striib.